Geografisk: Den nordlige flade del af landet gennemskæres af floderne Wisla, Wartha og Oder. Det er dækket af nåleskove og der dyrkes rug, kartofler og hør. De centrale dele af Polen er overvejende flade, frugtbare og med en stor landbrugsproduktion: Sukkerroer og korn. Den sydlige region er præget af Karpaterbjergene og er mindre frugtbar. Landet råder over betydelige mineralressourcer: Kulproduktionen i Schlesien er verdens 4. største, svovlproduktionen i Tarnobrzeskie er verdens 2. største. Endvidere udvindes kobber, zink og bly. De vigtigste industrier er stål- og kemiindustrien samt produktionen af skibe. Landet plages af betydelig luftforurening og pga. sin placering i Centraleuropa påvirkes det også af luft- og vandforureningen fra dets nabolande.
Folket: Størstedelen af befolkningen er polsk (96%). Ukrainere (0,8%), hviderussere (0,8%), tyskere (0,5%) og svenskere, (0,7%).
Religion: Overvejende katolsk (90,7%), ortodokse (1,4%), andre (7,9%) (1995)
Sprog: Polsk
Politiske partier: Lov og Retfærdighed; Borgerplatformen; Selvforsvars bevægelsen (MAD). Den tyske minoritet har desuden sin egen parlamentariske repræsentation.
Sociale organisationer: Den faglige organisering er sunket drastisk. Der eksisterer i dag to konkurrerende landsorganisation: Fagbevægelsens Centralråd og Solidaritet. Bøndernes Centralorganisation.
Officielt navn: Polska Rzeczpospolita.
Administrativ inddeling: 49 provinser
Hovedstad: Warszawa, 2.200.000 indb. (2003).
Andre vigtige byer: Lodz, 1.017.300 indb.; Kraków, 784.800 indb.; Wroclaw, 634.600 indb.; Poznan, 580.200 indb. (2000)
Regering: Lech Kaczynski er siden december 2005 statschef og præsident. Donald Tusk er siden november 2007 premierminister og regeringschef. Parlamentet har to kamre: senatet med 100 pladser og Sejmen med 460. De vælges begge for 4 årige perioder.
Nationaldag: 11. november (uafhængighed, 1918), 3. maj (grundlovsdagen, 1791)
Væbnede styrker: 241.750 (1997).
Paramilitære styrker: 23.400 (Grænsepoliti, Forebyggende politi, Kystvagt)
Navnet Polen stammer fra folkegruppen polerne, der dyrkede jorden - pole. De boede i Warta dalen, der efterfølgende kom til at hedde Storpolen. Deres høvdinge tilhørte Piast dynastiet - en legendarisk forfader - og boede i borgen Gniezno.
I det 10. århundrede underlagde polerne sig de omkringboende folkeslag. Mieszko I (960-992) var hertug af Piast og grundlagde det første polske rige, da han føjede de forskellige stammer sammen under en fælles statslig struktur. Han blev kristnet og døbt i 966.
Frem til det 12. århundrede var Polen et monarki baseret på arvefølge. Hertugen og en gruppe af adelsmænd dominerede den centrale magt og havde en hær bestående af professionelle soldater. Den fattigste sociale gruppe i landet og samtidig den mest talrige var de frie bønder, der blev mobiliseret i nødsituationer og skulle betale skat.
Polens største problemer var forholdet til det germanske imperium og pavestaten. Overfor imperiets ekspansion accepterede Mieszko underkastelse mod anerkendelse af hans overhøjhed. Til gengæld bad han om beskyttelse fra Pavestaten og i år 1000 dannede han det første polske kirkelige centrum. Fra dette tidspunkt udgjorde en romersk katolske kirke et centralt element i den polske stats politiske struktur. Frem til det 12. århundrede svingede landet mellem perioder af uafhængighed og anneksion, til staten begyndte at gå endelig i opløsning.
Under feudaltiden var Polen opdelt i en række hertugdømmer, der var underlagt Piast samt omkring 20 fyrster. Med svækkelsen af centralmagtens og hertugernes magt øgedes adelens og kirkens autonomi. Perioden var samtidig præget af betydelig vækst i befolkningen. Tilstrømningen af tyske indvandrere skabte en ny etnisk situation i landet, der indtil da havde været domineret af slaverne. Fra det 13. århundrede udgjordes byernes befolkning i stadig stigende grad af tyskere og jøder. Indvandrerne medbragte deres juridiske modeller, kapital og håndværks- og landbrugsmæssige teknikker.
Under Kasimir den Store (1333-70) udvikledes Polen til et testamentarisk monarki, hvor kongen kom til at spille en formidlende rolle mellem adel, kirke, borgerskab og bønderne. Staten ophørte med at være personlig ejendom, og fra 1399 blev kongen valgt. Gennem kongeligt giftermål sluttedes Polen i 1386 sammen med Lithauen, selv om der etableredes en statsform, der respekterede begge staters særtræk. I 1409 forsøgte Teutonerordenen at bremse den polsk-lithauiske ekspansion, men blev slået ved Grunwald. Torunfreden i 1411 løste ikke konflikten, om end ordenens magt blev svækket.
Efter en ny sejr over teutonerne generobrede Polen i 1466 Pommern, Gdansk, Malbork, Elblag, Chelmo og Warmi. På grund af sin rolle i krigen fik Pommern autonomi og byerne fik en række privilegier. Dette indledte en blomstrende økonomisk og kulturel periode.
I det 15. århundrede dannedes det polske og lithauiske parlament, der fik to kamre. Deputeretkammeret bestod af repræsentanter for adelen, mens senatet var et statsråd ledet af kongen. De to stater, parlamentet og udenrigspolitikken havde kongen som samlende kraft, mens administrationen, retsvæsenet, økonomien og militæret var delt op mellem de to stater.
Guldalderen i det 16. århundrede kendes i den polske historie også som Adelsrepublikken, idet kongen måtte konsultere adelen, før han kunne udskrive skatter eller erklære krig. Borgerskabets og bøndernes magt blev reduceret til fordel for adelen og kirken, og dette ændrede det oprindelige monarkis strukturer.
I 1573 uddøde Jagellón dynastiet. Parlamentet introducerede derfor valg af kongen og indførte religiøs tolerance, hvilket var exceptionelt i et Europa præget af religionskrige. Kong Stefan Bathory (1576-1586) gav afkald på posten som øverste dommer, og adelen begyndte at vælge sine tribunaler. Den internationale udvikling gennem det 17. århundrede var ikke til Polens eller Lithauens gunst. Sverige stredes med Polen om herredømmet over Baltikum og Rusland kom i konflikt med Lithauen. Tyrkiets og Østrigs planer i Centraleuropa udsatte også Polen for pres.
Ved den nedre del af Dnepr, ved grænsen til Ukraine, dannede de frie bønder og fattiggjorte adelige kosakregimenter - krigere der levede af deres krigsbytte. I 1648 indledte kosakkerne og de ukrainske bønder et nationalt oprør. Kongen forsøgte uden held at nå frem til en aftale med oprørerne, hvis sejre svækkede den polske stat. Kosakkerne allierede sig efterfølgende med Tyrkiet og Rusland. I 1654 invaderedes Polen af russiske tropper. Året efter blev resten af landet besat af svenske tropper. Jan Kasimir flygtede til Schlesien, Polen fik hjælp fra Østrig, samtidig med at bønder i det indre af landet for første gang organiserede væbnet modstand i stor skala.
Svenskerne og tyrkerne blev smidt ud af landet og kosakkerne besejret. Russerne beholdt Smolensk, Ukraine, den venstre bred af Dnepr og Kiev. Krigene hærgede landet, fik befolkningstallet til at falde og svækkede statsmagten. I 1772 blev Rusland, Prøjsen og Østrig enige om at dele det polske territorium imellem sig. I 1791 gjordes et forsøg på atter at samle staten med vedtagelsen af en ny forfatning, men i 1793 gennemførte Rusland en omfattende invasion, og landet blev atter delt. I 1794 gennemførte polakkerne et folkeligt oprør, men det blev knust, og året efter blev landet atter delt. Den polske stat forsvandt fra landkortet, samtidig med at befolkningen konsoliderede sin nationale identitet.
Konsekvensen af delingen
I et land uden egne nationale institutioner fik kunst og kultur en helt speciel betydning. Sproget, litteraturen og musikken blev de sammenkædende elementer og var vigtige - også rent politisk. Hovedtendensen indenfor den rige polske romantiske litteratur (Adam Mickiewicz og Juliusz Slowacki) havde et dybt radikalt politisk og nationalt engagement. Kravet om at litteratur og kultur skulle spille en politisk rolle var fremherskende helt frem til vore dage. Digtere og intellektuelle var vigtige kritiske samfundsfigurer - også i efterkrigstiden.
Delingen fik central betydning for udviklingen af det polske klassesamfund. Frihedskæmperne var splittet i en aristokratisk og en demokratisk fløj. Den patriotiske småadel udgjorde fortsat en vigtig samfundsklasse, efter at feudalismen var på tilbagetog i Vesteuropa. Den nye intelligentsia udsprang i vid udstrækning af den forarmede småadel, som enten af politiske eller økonomiske årsager havde mistet dens ejendomme. Samtidig blomstrede de gamle rige aristokratiske landadelsfamilier som Radziwill, Potocki og Lubomirski. De ejede enorme områder. Specielt i de østlige egne af Polen, som siden 1945 har tilhørt Sovjetunionen. I første halvdel af det 19. århundrede fandt der alligevel en kapitalistisk udvikling sted i visse dele af landet, men de industrielle ledere var ofte af tysk eller jødisk afstamning.
Efter den mislykkede opstand i russisk Polen i 1863 udvikledes der en positivistisk strømning, som kritiserede den romantiske tradition. «Man må gøre et positivt arbejde her og nu», var parolen. Politisk var positivisterne fremskridtsvenlige liberale, som den store realistiske forfatter, Boleslaw Prus. I denne periode opstod de første tilløb til en moderne arbejderbevægelse - f.eks. gruppen «Det store proletariatet» i Warszawa midt i 1880'erne. Men det varede ikke længe, før de nationale spørgsmål skabte splittelse. Arbejderbevægelsen blev opdelt i polske, tyske og jødiske grupper.
Før århundredeskiftet blev de polske socialister splittet i en mere moderat national bevidst fløj, som den senere diktator Jozef Pilsudski tilhørte, og en radikal marxistisk og overnational fløj med Rosa Luxemburg som den mest fremtrædende skikkelse. Revolutionen i 1905 blev en vigtig begivenhed, som førte til radikalisering, men Luxemburgfløjen - Det socialdemokratiske parti i Polen og Litauen - blev alligevel et mindretal indenfor arbejderbevægelsen, som også blev stærkt præget af den nationale kamp. Rosa Luxemburg og hendes tilhængere ønskede ikke national polsk samling, men derimod en revolution hvor alle folkegrupper i det russiske rige skulle deltage. Denne «luxemburgisme» prægede også det nye polske kommunistparti i de første år efter verdenskrigen.
I begyndelsen af århundredet voksede det borgerlige masseparti Nationaldemokraterne frem med Roman Dwoski som den dominerende lederskikkelse. Partiet orienterede sig politisk mod et kompromis med det zaristiske Rusland, og det blev støttet af stærke kræfter indenfor det kirkelige hierarki, som også havde betydelig politisk magt i det delte Polen. Partiet havde en klar front mod den unge arbejderbevægelse og udviklede efterhånden en nationalistisk og antisemitisk ideologi, som i nogen udstrækning pegede fremad mod mellemkrigstidens stærke nationalfascistiske strømninger i Polen.
Første verdenskrigs udbrud gjorde atter det polske spørgsmål aktuelt. Rusland og Vestmagterne prøvede på den ene side og centralmagterne - Tyskland og Østrig-Ungarn - på den anden at udnytte den polske nationalfølelse for at opnå deres politiske og militære mål. I krigens første fase oprettede marskal Pilsudski en polsk legion som sloges på østrigsk side med Kraków som base, men senere kom legionærerne i konflikt med centralmagterne, og Pilsudski blev interneret i Tyskland under krigens sidste fase. Roman Dwoski flygtede til Vestmagterne, hvor han arbejdede hårdt for at disse skulle gå med til genoprettelsen af en ny polsk stat, hvis de vandt krigen.
Store dele af Polen blev krigsskueplads. Centralmagterne besatte Warszawa og udråbte en polsk stat, som dog aldrig fik nogen reel eksistens. Krigsskaderne var store og nøden bredte sig i takt med at krigen trak ud. Som i det øvrige Central- og Østeuropa virkede krigens nød og sociale elendighed radikaliserende på masserne, men den polske politik var fortsat præget af striden mellem dem der betragtede den nationale uafhængighed som det vigtigste, og dem der havde den sociale revolution som deres hovedmål.
1918 Ny polsk stat
Med våbenstilstanden var den nye polske stat en realitet. Marskal Pilsudski vendte tilbage til Warszawa i triumf og blev en hovedskikkelse i det nye Polen. Han måtte i første omgang indgå et kompromis med tilhængerne af en social revolution, og accepterede at den første regering blev socialistisk domineret. Arbejder- og soldaterråd rådede over en stor del af den fysiske magt i de første måneder efter krigens afslutning. Men snart blev de radikale kræfter tvunget tilbage. Vestmagterne behøvede Polen som et bolværk mod Sovjetunionen. De spillede på de traditionelle patriotiske, antirussiske stemninger, og allerede i 1919 var det nye Polen en borgerlig og stærkt nationalt præget republik. Polen kom i krig med Sovjetunionen, men den borgerlige stat blev reddet ved fransk hjælp.
Ved fredsslutningen fik Polen overdraget store landområder i øst, hvor flertallet var af ukrainsk og hviderussisk afstamning. Dog fik de baltiske lande med Rigafredsaftalen af 1921 deres selvstændighed. Mod vest blev store tysktalende grupper lagt ind under Polen. Konflikten med de nationale minoriteter og en jødisk befolkning på næsten 10% spillede en stor rolle i mellemkrigstiden.
I 1921 fik den nye stat en liberal parlamentarisk forfatning, men kampen mellem de forskellige politiske grupper blev hård, og der blev ikke skabt nogen stabil regering før Pilsudski i 1926 gennemførte et statskup. De pro russiske kommunister blev hele tiden forfulgt som et antinationalt parti, og den radikale venstrefløj fortsatte med at være splittet og relativt svag frem til 2. verdenskrig. Det polske kommunistparti var længe relativt uafhængigt af Moskva, hvilket vakte Stalins vrede. Som det eneste parti blev det i 1938 opløst af Komintern. De ledere der var flygtet til Sovjetunionen, blev dræbt eller deporteret.
Efter Pilsudskis død i 1935 fik regimet i Warszawa et stadig mere fascistisk præg. Udenrigspolitisk gav det sig udtryk ved, at Polen benyttede Münchenforliget til at fratage Tjekkoslovakiet Teschenområdet. I en periode prøvede Warszawa at indgå et kompromis med Hitler-Tyskland, men efter Tjekkoslovakiets fald blev det hurtigt klart, at Polen stod øverst på listen over Hitlers angrebsmål. Berlin ønskede Gdansk (Danzig) - som i mellemkrigstiden var en fristat under folkeforbundets kontrol - samt en korridor til Østprøjsen. Styret søgte nu støtte hos Vestmagterne, men ønskede ingen kontakt med Moskva, som sluttede en ikke-angrebspagt med Hitler, en uge før krigen brød ud.
2. Verdenskrig
Ved krigsudbruddet i september 1939 var de gamle, dybe indre skel glemt. Polakkerne sloges tappert. Militæret var stærkt, men fuldstændig forældet. Socialt og økonomisk stod Polen også svagt ved krigsudbruddet. Landet var ikke kommet sig efter verdenskrisen, og trods visse forsøg på industrialisering og planøkonomi - anlægget af havnebyen Gdynia og det centrale polske industriområde - var Polen ved krigsudbruddet fortsat et tilbagestående landbrugsland.
2. verdenskrig blev den største katastrofe i polsk historie. Den krævede seks millioner dødsofre - halvdelen af dem af jødisk afstamning. Warszawa blev totalt ødelagt efter en tragisk opstand i 1944. I samarbejde med Londonregeringen udvikledes der under borgerlig ledelse en imponerende modstandsbevægelse, med National armen som militært organ. I disse år da polakkerne dagligt svævede i livsfare, lykkedes det at opbygge en illegal modstat med skoler, universiteter og til og med et blomstrende illegalt kulturliv. En del af prisen var legal demoralisering. Man satsede på sortbørs og økonomisk sabotage, hvilket fik uheldige konsekvenser for efterkrigstidens samfundsmoral.
Fra 1942 opstod der en kommunistisk modstandsbevægelse. Dens trumfkort var russernes støtte. Oplevelserne fra den hårde stalinistiske besættelse af Østpolen (1939-41) var imidlertid ikke glemt, og kommunisterne forblev et lille mindretal blandt et folk, som fortsat så med den dybeste skepsis på naboen i øst.
Også forsøget på gennem Warszawa opstanden at befri hovedstaden før den. røde hær rykkede ind endte med nederlag - bl.a. fordi russerne ikke støttede opstanden. En vigtig del af den unge ikke-kommunistiske elite døde, og det reelle magtgrundlag gled over til den venstreorienterede Lublin regering, som blev oprettet den 22. juli 1944. Trods russiske overgreb - særligt mod aktivister i National armen - gav Lublinregeringens folkefrontspolitik resultater. Under ledelse af Wladislaw Gomulka og den senere polske leder i den stalinistiske periode (1948-55), Boleslaw Bierut, førte regeringen i den første periode en relativt åben politik og opnåede en stadig bredere støtte. Storindustrien blev nationaliseret, men ellers gik regeringen indtil 1948 ind for en blandingsøkonomi med genopbygning og integration af de store vestlige områder - som polakkerne tog over i 1945 - som de vigtigste mål.
Stalinisme og «tøbrud»
Hele Polen blev flyttet mod vest og fik for første gang en nationalt ensartet befolkning. Under Wladislaw Gomulkas ledelse opnåede kommunisterne i årene frem til 1948 et magtmonopol, ved at de borgerlige og socialdemokratiske kræfter blev kørt ud på et sidespor. Men Gomulkas politik var nationalkommunistisk. Den appellerede til polsk patriotisme og søgte støtte blandt bønderne og intelligentsiaen. Denne kurs blev urealistisk efter bruddet mellem Tito og Kominform. I efteråret 1948 blev Gomulka sat ud af spillet, og de Moskva-tro stalinister, Boleslaw Bierut (partilederen), Hilary Minc (økonom) og Jakub Berman (sikkerhedschef og ideolog) regerede frem til 1956.
Styret blev hårdt, men formåede at undgå skueprocesser og dødsdomme. Under syvårsplanen 1949-55 blev der opbygget en ny storindustri. Opbygningen var ikke særlig rationel og kostede store ofre, men brød med Polens klassiske økonomiske struktur som et tilbagestående landbrugsland. Trods enorme fejl blev grundlaget for det moderne Polen skabt i disse år. Men samtidig blev arven fra denne periode en vigtig årsag til de vanskeligheder, Polen måtte gå igennem i årene efter stalintiden.
Det nye regime udfordrede bønderne gennem kollektivisering og ved at prøve at kontrollere den stærke katolske kirke, som ikke bare var en religiøs, men også en national institution med dybe rødder blandt folket. Midt i 50'erne da trykket lettede noget efter Stalins død, blev presset nedefra stærkere. Det blev forstærket ved, at de økonomiske problemer voksede. Den voldsomme, til dels irrationelle vækst på forbrugernes bekostning kunne ikke fortsætte. Situationen var allerede eksplosiv, da afsløringerne på den 20. kommunistiske partikongres i Moskva førte til, at det politiske grundlag skred. Desuden var der udviklet nye konflikter indenfor partiledelsen, som også fik konsekvenser i årene efter.
Mens den offentlige debat blev stadig friere, og der opstod et tøbrud indenfor kunst og kultur, voksede utilfredsheden blandt arbejderne. Dette kom til udtryk i strejker og uroligheder i Poznan i juli 1956. Urolighederne blev først slået ned, men Poznan viste nødvendigheden af en ny kurs. Efter hårde interne kampe slog dette igennem på partiets 8. plenum i oktober 1956. Med «foråret i oktober» kom Wladislaw Gomulka og hans nærmeste medarbejdere atter til magten. De overbeviste russerne om, at der ikke eksisterede noget alternativ. Russerne havde ellers stået klar til at intervenere
Kollektiviseringen blev indstillet, kirkens leder, kardinal Stefan Wyszynski, blev sat på fri fod og støttede Gomulka op til valgene. Der blev oprettet arbejderråd, lønningerne blev sat op, og der blev mere at købe i butikkerne. Intelligentsiaen blev opmuntret gennem en, i første omgang, liberal kulturpolitik som gjorde Polen til det åndeligt frieste land i Østeuropa og medførte en ny opblomstring indenfor den humanistiske videnskab, film, teater, litteratur og billedkunst. Den verdensberømte økonom Oskar Lange begyndte at arbejde med reformer, som gav et teoretisk grundlag for senere forsøg på økonomisk nyorientering i de østeuropæiske lande.
Men det viste sig snart, at Gomulka ikke var nogen liberal leder. Han søgte samarbejde med dele af det gamle magtapparat og oprettede et nyt magtmonopol, hvor der ikke var plads til radikale reformatorer. Arbejderrådene kom under kontrol, censuren blev genindført, og efter 1959 indførte han atter en central styring af økonomien. De økonomiske reformer fik ikke nogen egentlig chance før efter Gomulkas fald i 1970. Trods tiltagende stagnation og nye indre konflikter - som efterhånden førte til magtkampe indenfor partiet - bevarede regimet efter østeuropæisk målestok et forholdsvist liberalt præg. Grænserne mod vesten var temmelig åbne, og kulturlivet kunne fortsat udfolde sig temmelig frit, selv om der blev sat grænser for den samfundskritiske litteratur og debat. Sikkerhedsorganernes magt tiltog, men tyede sjældent til vold. Bønderne fik lov til at beholde deres jord og kirken sin magt på trods af stadige konflikter med regimet.
Ny stagnation og nyt styre
Et slagord i 60'erne var: «den lille stabilisering», men snart begyndte flere og flere at snakke om stagnation. Økonomien led under bureaukratiet, levestandarden steg langsomt, varetilbuddet var utilstrækkeligt, og sortbørs og alle former for transaktioner ved siden af loven var udbredte. Demoraliseringen havde sine rødder i krigen og i perioden som besat land. Den var og blev et stort samfundsproblem. Produktiviteten fortsatte med at være lav, selv om moderniseringen af økonomien i anden halvdel af 60'erne fortsatte.
En gruppe indenfor partiet under sikkerhedschefen general Mieczylslaw Moczars ledelse prøvede at spille på nationalistiske og delvist antisemitiske strenge. Den udnyttede det faktum, at en række af kommunistpartiets ledere både før krigen og i stalinperioden var af jødisk afstamning, og Moczar prøvede at få støtte i de patriotisk borgerlige kredse, som identificerede sig med det ikke-kommunistiske flertal fra krigens modstandsbevægelse. Konflikten førte til et tragisk klimaks i første halvdel af 1968, da de fleste af Polens 30.000 jøder forlod landet, efter en såkaldt antizionistisk udrensning i statsapparatet. Begivenhederne i 1968 blev også et højdepunkt for konflikten mellem styret og den intellektuelle elite, som havde udviklet sig i løbet af 60'erne. Men Moczars kurs kunne ikke udvikles videre. I sin konsekvens måtte den i sin nationalisme også rette sig mod Sovjetunionen, som nu blev helt og fuldt støttet af Gomulka og hans nærmeste mand, Zenon Klisko. I 1970 anerkendte Vesttyskland Polens vestgrænse - Oder-Neisegrænsen - hvilket banede vejen for en normalisering mellem de to lande.
Oprør, vækst og fornyet stagnation
I december 1970 udløste de psykologisk uheldige prisforhøjelser på kød og andre madvarer umiddelbart før jul de uroligheder, som i løbet af få dage væltede Gomulkastyret. Edward Gierek overtog magten i en situation, hvor Polen stod på randen af borgerkrig. Han forsøgte at åbne en dialog med arbejderne og få dem med på en storstilet økonomisk mobilisering, som skulle højne levestandarden og modernisere den stagnerende polske økonomi. I en periode optrådte fagforeningerne mere frit, men det blev snart klart, at den nye ledelse ikke havde til hensigt at gennemføre virkelige politiske reformer. Alligevel blev den intellektuelle opposition i første omgang gennem mindre indrømmelser passiveret, forholdet til kirken blev bedre, bønderne fik højere salgspriser og fik for første gang adgang til sociale ydelser.
Gierek indledte en kraftig ekspansionspolitik med en årlig vækst på op til 10-12%, mens reallønnen steg med ca. 40% under femårsplanen 1971-75. Der blev lagt speciel vægt på husbyggeri, og der blev igangsat store nye projekter som kul- og oliehavnen i Gdansk og stålværket i Katowice. Bilindustrien blev styrket, og der blev sat meget ind på at forbedre det gammeldags og utilstrækkelige kommunikationssystem. Der blev gjort eksperimenter med økonomiske reformer, som gav virksomhederne større selvstyre og skabte en direkte sammenhæng mellem produktion og lønninger.
I de første 3-4 år var fremgangen overbevisende, og det nye styre kunne styrke sin basis i befolkningen på trods af, at demokratiseringen i praksis var højst begrænset. Det vigtigste resultatet var en administrationsreform med decentralisering til amter og kommuner. Men omkring midten af 70'erne meldte vanskelighederne sig. Konjunkturerne i Vesten fik uheldige konsekvenser for Polen, som fik mere end halvdelen af sin import fra Vesten. Udenrigsgælden øgedes og landet begyndte at føle de stadig større renter og afdrag i fremmed valuta. Investeringerne og importen løb løbsk, og der opstod en stadig mere åbenlys varemangel. Priserne på vigtige madvarer blev holdt stabile af politiske årsager, hvilket kostede milliardbeløb i subsidier. Efter partikongressen i december 1975 blev det stadig mere klart, at en ny krise var under vejs. Den blev udløst efter en dårlig forberedt prisforhøjelse i juni 1976.
Efter spontane strejker og uroligheder blev forhøjelserne trukket tilbage, men Polen gled ind i en politisk, økonomisk og psykologisk krise, som blev en stærk belastning for partiledelsen. Atter mødte styret modstand fra intelligentsiaen, kirken og store dele af arbejderklassen. Der blev udarbejdet nye planer som skulle begrænse investeringerne, opmuntre bønderne og det private håndværk.
1980 Solidarnosz opstår
Regeringen var imidlertid ikke i stand til at dæmme for den strukturelle krises udvikling. I august 1980 gennemførte regeringen nye omfattende prisstigninger, og som mange gange tidligere gik arbejderne på det enorme Leninstålværft i Gdansk i strejke. Den blev ledet af elektrikeren Lech Walesa, udviklede sig til generalstrejke og tvang regeringen til forhandlingsbordet. Men samtidig fastholdt arbejderne deres organisering og dannede to måneder senere landsorganisationen Solidarnosz, der nåde op på 10 millioner medlemmer. Senere oprettedes også et landbrugs-solidaritet med 3 millioner medlemmer.
Kommunistpartiet stod lamslået overfor den omfattende og stærke arbejderorganisering udenfor rammerne af det parti, der teoretisk skulle repræsentere netop denne klasse. Det gennemgik en række dybe kriser og endte med at udnævne general Wojciech Jaruzelski der allerede var premierminister til partiets førstesekretær. I december 81 satte Jaruzelski landet i krigstilstand, forbød Solidarnosz og tvang dets ledere under jorden. Jaruzelski forsøgte senere at legitimere sin handling med, at alternativet havde været sovjetisk okkupation.
1989 Regimet bryder sammen
Krigsrettilstanden blev hævet i 83, men forfatningen blev ændret og i stedet indførtes undtagelsestilstand. Gennem 80'erne fortsatte den internationale solidaritet med Solidarnosz og trods hård repression, var bevægelsen ikke til at knække. Tvært imod blev regimet stadig mere isoleret - både nationalt og internationalt. Med kirken som mægler indledte regeringen og repræsentanter for Solidaritet i 1989 forhandlinger. I juni gennemførtes valg, og kommunistpartiet fik kun netop det antal pladser, der var blevet aftalt under forhandlingerne med oppositionen. Samtidig forkastede Solidaritet general Jaruzelskis forslag om at danne en fælles regering med kommunistpartiet. Det moderate medlem af Solidaritet, Mazowiecki blev efterfølgende udnævnt til præsident som den første ikke-kommunistiske præsident i et østblokland.
Polen etablerede umiddelbart diplomatiske forbindelser med Vatikanet og Israel, samtidig med at USA og Vesttyskland lovede det financiel bistand. Den tyske genforening skabte nogen usikkerhed i Polen, men ved de senere forhandlinger vedstod Tyskland sin anerkendelse af Polens eksisterende vestgrænse. I december 89 vedtog Nationalforsamlingen, at landet atter skulle hedde Republikken Polen. I januar 90 blev kommunistpartiet opløst og omdannet til et nyt parti, der dog hurtigt blev splittet i den Polske Republiks Socialdemokrati og den Polske Socialdemokratiske Union.
I januar 90 indledte regeringen et strukturtilpasningsprogram udformet af IMF. Samme måned bad landet om optagelse i Europarådet og etablerede forbindelser med EU. Optagelse i NATO blev af USA og Vesteuropa gjort afhængig af de økonomiske reformer i landet og udskiftninger i det polske militære isenkram.
Den 10. maj 90 udbrød den første strejke i Gdansk mod Mazowiecki regeringen, som Walesa beskyldte for at have «glemt sin arbejderfortid». Solidaritet blev splittet, da det først sad på magten. I juli omdannede det sig formelt til parti, for senere at blive splittet i flere partier. Ved de første direkte præsidentvalg i december 90 blev Lech Walesa valgt til præsident med 75% af stemmerne. I august 91 trådte den nye premierminister, Jan Krzysztof Bielecki tilbage og kastede dermed landet ud i politisk krise. Det tidligere kommunistparti og det lille bondeparti ville godt acceptere hans tilbagetræden, men Walesa støttede premierministeren, støttede hans krav om specielle magtbeføjelser og truede med at opløse parlamentet.
Den 7. december 91 blev Jan Olszewski udnævnt til premierminister. Først den 23. december blev regeringen imidlertid godkendt af parlamentet. I november var Polen blevet optaget som det 26. medlem i Europarådet, der udover de vesteuropæiske lande bestod af Tyrkiet, Tjekkoslovakiet og Ungarn.
Den 13. januar 92 gennemførtes den første landsdækkende generalstrejke - af en times varighed - efter kommunisternes fald. Strejken var organiseret af Solidaritet i protest mod regeringens forhøjelse af el-, gas- og de kommunale varmepriser.
Fra slutningen af maj anmodede Walesa parlamentet om dannelse af en regering - pga. manglende tillid til Olszewski. I midten af juni accepterede parlamentet og udpegede Hanna Suchocka fra den Demokratiske Union til premierminister. Hun havde en koalition på 7 partier bag sig. Suchocka gennemførte en stram monetarisk kontrol og indledte i august privatiseringen af 600 statslige virksomheder. I februar 93 tog Walesa efter pres fra den katolske kirke den polemiske beslutning om at afskaffe retten til fri abort.
Solidaritet var stærkt utilfreds med Suchockas sociale politik og fik gennemført en mistillidsafstemning mod hende, som hun tabte med en stemme. Samtidig blev der udskrevet nyvalg før tid. Valget gennemførtes i september og markerede en tilbagevenden til magten for de politiske sektorer, der havde støttet det kommunistiske regime. Den demokratiske Venstrealliance (SLD) og Bondepartiet (PSL) fik i alt 73 af de 100 pladser, der var på valg. Efter umiddelbart at have afvist valgnederlaget, endte Walesa med at udpege PSL's leder, Waldemar Pawlack til ny premierminister.
1995 Ekskommunisterne generobrer magten
1994 var præget af konstante konflikter mellem præsidenten og regeringen. Konflikterne ændrede ikke i synderlig grad den økonomiske liberaliseringspolitik, om end nogle reformer blev bremset for at mindske deres sociale konsekvenser. De tidligere kommunisters tilbagevenden til magtapparatet blev fuldstændig, da Aleksander Kwasniewski i november 95 besejrede Walesa med 52% af stemmerne i anden runde af præsidentvalget. Den afgående præsident havde baseret sin kampagne på antikommunisme, og med sin støtte til de «kristne værdier» insisteret på nødvendigheden af at bevare forbudet mod abort.
I januar 96 blev den ekskommunistiske premierminister Jósef Olesky tvunget til at træde tilbage, efter at indenrigsministeren havde beskyldt ham for at have virket som stikker for det sovjetiske efterretningsvæsen KGB. Måneden efter blev han erstattet af Wlodzimierz Cimoszewicz.
Højrefløjspartier forenede i antikommunisme og social konservatisme dannede en ny koalition under ledelse af Marian Krzaklewski. Den fik navnet, Solidaritets Valgaktion. Ved parlamentsvalget i 97 besejrede koalitionen det regerende SLD med 33,8% af stemmerne, og kemiingeniøren Jerzy Buzek fra Schlesien blev udnævnt til premierminister. Det var ham, der havde udformet koalitionens økonomiske politik.
Den økonomiske vækst var på 7% i 1997, og det var dermed det 6. år præget af vækst, men samtidig blev det vurderet, at stigningen i forbruget især skyldtes den stigende udbredelse af lånekontorer.
Polens ønske om at søge optagelse i EU udløste en del debat i 98. Dels omkring moderniseringen af landbruget - et af kravene fra EU's side - dels omkring anvendelsen af de tilskud Polen i givet fald ville modtage. I februar 1999 stemte 409 parlamentarikere for landets optagelse i NATO. Kun 7 stemte imod.
Den økonomiske reformpolitik regeringen gennemførte for at bane landets vej for optagelse i EU, kastede tusinder ud i arbejdsløshed og var ekstremt upopulær. I september gennemførte over 30.000 bønder og arbejdere en protestdemonstration i Warszawa, hvor de anklagede premierminister Jerzay Buzek for at ignorere landets økonomiske problemer. Samtidig opfordrede de til fremskyndelse af valgene.
I april 2000 erklærede Buzek, at Polen nu opfyldte alle kriterier og var rede til optagelse i EU, men forhandlingerne er langstrakte, og det er tvivlsomt om landet vil kunne optages inden 2003.
Kwasniewski blev ved valget i oktober den første valgte præsident, der blev genvalgt siden overgangen til demokrati, da han fik 54 % af stemmerne. Hans nærmeste modstander, Adrei Olechowski måtte nøjes med 17,3 %. Valget markerede samtidig Lech Walesas tilbagetrækning fra politik. Han opnåede ikke engang 1 % af stemmerne.
Den hidtil laveste valgdeltagelse i landets historie blev registreret året efter ved parlamentsvalget, da den kun nåede op på 41%. En lang række korruptionsskandaler under Solidaritets regeringens embedsperiode og den elendige økonomiske situation - især i landområderne fik anti-europæiske bevægelser og grupper til at skyde frem. Således fik Andrzej Leppers Selvforsvarsbevægelse (MAD) 10,2% af stemmerne. Også de ultrakatolske gik frem: deres Ligaen af polske Familier fik 7,87% af stemmerne. Socialdemokratiet (ADI) fik 41% af stemmerne og blev dermed valgets sejrherre. Det dannede en koalitionsregering med Bondepartiet (PSL) og i oktober kunne der dannes regering med Leszek Miller som premierminister.
Miller erklærede fra starten, at han ikke ville komme til at kede sig på premierministerposten. De største umiddelbare udfordringer var at løse statens økonomiske krise, accelerere den økonomiske vækst og få ført optagelsesforhandlingerne med EU til ende. Ifht. det sidste emne skulle Bondepartiet blive et alvorligt problem, eftersom dets opbakning er baseret på den modstand mod EU, der især var tilstede i landområderne. Ved EU topmødet i København i december 2002 var Polen et af de 10 lande, der blev optaget på listen over lande, skulle optages 1. maj 2004.
Tyskland og Østrig manifesterede tidligt modstand mod at åbne deres grænser for arbejderne fra de nye medlemslande, og der blev derfor i EU besluttet en overgangsordning, der skulle holde de nye medlemslandes arbejdere ude i 7 år. Det øgede blot modstanden mod EU i Polen. I landområderne frygtede man omvendt «invasionen» af indbyggere fra andre europæiske lande - især Tyskland - eftersom landbrugsjorden i Polen er 30 gange billigere end i andre dele af EU. I april 2002 fik Polen derfor en aftale med EU om, at EU borgere fra andre lande ikke kan købe jord i Polen før 12 år efter landets optagelse. Alligevel opkøber f.eks. danske landmænd efter optagelsen jord i landet.
I maj 2002 registrede myndighederne i den sydlige Malopolska region det første tilfælde af kogalskab i landet. Polen eksporterer kød til EU og vil derfor de følgende 30 måneder underkaste alt landets kvæg løbende kontrol.
Den 1. maj 2004 blev Polen sammen med 9 andre central- og østeuropæiske lande optaget i EU. Samme måned trådte Miller tilbage og overlod premierministerposten til den tidligere finansminister Marek Belka. Han sikrede sig i juni ved en tillidsafstemning i parlamentet.
I juni 2005 mødtes en række statsledere fra hele verden i hvad der engang var nazisternes koncentrationslejr i Auschwitz med det formål at markere 60 årsdagen for befrielsen af lejren. Selv om USA i dag selv driver en koncentrationslejr i bl.a. Guantanamo, deltog også supermagtens præsident i markeringen.
Warzaws borgmester Lech Kaczynski fra det konservative parti Lov og Retfærdighed blev præsident efter at have vundet 2. valgrunde i valget i oktober 2005. Han fik 54,04% af stemmerne, og vandt dermed over sin modkandidat Donald Tusk fra Borgerplatformen. Kaczynskis valgløfter havde været koncentreret om skattelettelser og et nyt «moralsk fornyet» Polen, som skulle beskytte arbejdernes rettigheder og udvikle velfærdsstaten.
I december dementerede Kwasniewski presseforlydender om, at CIA drev hemmelige terror-fængsler i Polen. Samme måned overtog Kaczynsky præsidentposten og erklærede kort tid senere, at Polen ville fortsætte sin tilstedeværelse som en del af besættelsesmagten i Iraq - i det mindste til slutningen af 2006. Han erklærede dog samtidig, at antallet af soldater ville blive reduceret fra 1.450 til 900.
I marts 2006 blev den tidligere kommunistiske leder, general Wojciech Jaruzelski kendt skyldig i at have indført undtagelsestilstand i 1981.
I maj sluttede det nationalistiske, ultra katolske og anti-europæiske parti, Ligaen af polske Familier sammen med partiet Samoobrona sig til regeringen, der således fik parlamentarisk flertal.
Premierminister Jaroslaw Kaczynski - tvillingebror til præsidenten - fjernede i august 2007 indenrigsminister Janusz Kaczmarek, efter mistanke om at denne havde lækket oplysninger om korruption og bedrageri i landbrugsministeriet. Siden partiet Lov og Retfærdighed overtog regeringsmagten havde Polen haft 2 premierministre, 5 finansministre, 2 udenrigsministre, 2 økonomiministre, 2 forsvarsministre og 3 indenrigsministre.
Valget i oktober blev vundet af Donald Tusks Borgerplatform og Tusk selv overtog posten som premierminister. To års konfrontationssøgende politik med EU og Tyskland fra Kaczynski tvillingeparrets side var ovre.
Albert Jensen
Hovedredaktør og koordinator
Artikel fra leksikonprojektet:
https://www.leksikon.org
Sidst ajourført 28/1 2008 |
